I dag var det så tid til at køre Tour De Vest. Jeg har tidligere kørt løbet en enkelt gang før, men i år var det ændret med indførelsen af Masterstart. Starten var således flyttet til Glostrup Centret, og så kørte man "paradekørsel" frem til den normale start. Problemet med dette koncept, var at startforholdene var meget vanskelige, og med kun halvanden km til at køre sig op, var det nærmest dømt til at mislykkes.
Derfor var de forreste også allerede over alle bjerge da løbet blev givet frit, og jeg måtte i løbets start klare mig i andet "felt" som i starten kun talte et par stykker foruden mig. Heldigvis kom der dog relativt hurtigt nogle op, så vi kunne etablere noget der mindede om et felt.
Noget efter starten blev tempoet ganske højt, og feltet blev splittet. Jeg synes pulsen var faretruende høj og slog op i banen. Det skulle jeg dog ikke have gjort, for i løbet af nul komma fem var jeg ene mand da de øvrige bag mig faldt noget tilbage. Derefter brugte jeg 15-20 km til at komme op til feltet igen, som var vokset noget, da de have samlet nogle op fra de forreste.
Efter 30-40 km kørsel havde tingene sat sig, og vi havde vel et felt på mellem 20-40 mand, desværre var der reelt kun 5-6 mand incl. mig, som gad at arbejde og stort set hver eneste gang jeg slap fronten faldt farten i feltet, fordi der ikke rigtig var nogen som gad bestille noget. Lidt underligt med 20 mand og 1 kms føring ad gangen skulle man jo kun op ganske få gange i løbet af turen, hvis alle gad arbejde.
Henimod slutningen blev nogle af de mest dovne i gruppen skippet, og der blev hentet nogle flere fra den forreste gruppe, så vi vel var en 10-15 stykker som kom samlet til mål til sidst.
Tiden blev incl. paradekørsel 3:35 for de 120 km, hvilket var en forbedring på ca. 20 minutter fra 2010. Ikke helt så hurtigt som Copenhagen Cycling, men her var feltet også langt mere disciplineret og samlet det meste af tiden, hvilket på ingen måde var tilfældet her. Derudover blæste det også en hel del mere i dag, hvilket betyder ekstra meget når felterne så ovenikøbet er noget mindre.
Rent placeringsmæssigt blev det til en placering som nr. 28 og tæller man elitestarten med som nr. 78. ud af ca. 350.
Med opvarmning og afjog blev det til 170 km med et gennemsnit på 32 km, en ganske udmærket træningsdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar