mandag den 31. december 2012

13265 km i 2012

2012 blev det år med klart flest kilometre siden jeg startede med at cykle igen. Næsten 50 % mere end i 2011, hvilket blandt andet skyldes, at sæsonen har været meget længere, som følge af at jeg har brugt hometraineren mere i år.

Efterår og vinter er en hård omgang at komme igennem. Hometraineren er altså ikke halvt så fedt som at cykle udendørs, men jeg håber, at den stabile træning og de mange km, gør at jeg starter på et andet niveau i 2013, og således gør det mere realistisk at kunne køre La Mormotte i 2014.

Speaking of La Mormotte, er det i øvrigt planen at køre alle stigningerne i år, men over 3-4 dage i stedet for en. Planen er at vi tager en ekstra uges ferie udover de to vi normalt plejer at holde i Collobrieres. Den skal holdes med udgangspunkt i Bourg d'Oisans som ligger nærheden af Alpes du huez, og med alle stigningerne i rimelig nærhed.

Jeg har lagt stigningerne ind i hometraineren, for at forberede mig lidt. Gallibier er bare modbydeligt lang, men ikke voldsom stejl, medens Alpes du Huez, ikke er særlig lang, men til gengæld har et forholdsvist højt gennemsnit og nogle modbydelige stykker undervejs.

Tanken er også at smide konegearing (kompakt) på træningscyklen, således at jeg formentlig kan nøjes med at køre på den i stedet for at tage De Rosa'en med på taget. Kransen bag på bliver 12-25, således at det letteste gear bliver 34-25. Det svarer til ca. 15 km i timen med en kadance på 80, hvilket jeg tror bliver fint på de hårdeste stykker.

Drømmescenariet for La Mormotte er stadig en tid på omkring 8 timer, hvilket burde kunne gøres, hvis jeg kan holde ca. 15 km/t op ad bakke i snit, der er rimeligheden i den plan, der skal testes i sommeren 2013.

fredag den 28. december 2012

Julens træning

Selv om det er jul, foregår træningen ufortrødent, med ca. halv anden times træning om dagen.

To dage forholdsvis let træning med omkring 200-220 watt i snit, og så en hård dag med enten intervaller, tempo eller stininger med ca. 250 watt pr. time i snit.

Guderne skal vide at det er kedeligt at træne på hometraineren, men alterntivet er ikke rigtigt til stede. Det er simpelthen for koldt at cykle udendørs, i hvert fald lænngere ture, som egentlig skulle være alternativet, da det er svært at holde gejsten på hometraineren i meget længere tid end 90 minutter.

Det bliver rigtig spændende at se formen, når foråret nærmer sig, det skulle meget gerne give pote, at jeg hele vinteren igennem har trænet ca. 300 km om ugen!

Denne uges træning bliver ca. 8 timer med et gennemsnit på ca. 225 Watt i timen.

torsdag den 13. december 2012

Bjergtræning

I dag blev det til endnu engang bjergtræning, denne gang som intervaller. Jeg kørte første 15 minutter med 5 % stigning ca. 20 km/t.

Herefter blev det til 10 intervaller af 1 minut på 8 % (snit omkring 310-330 watt) efterfulgt af 2 minutter igen på 5 %.

Efter de 10 intervaller kørte jeg ca. 20 minutter på 5 %.

I alt blev det til ca. 20 km på en time.

At det var hårdt vidner pulsen om. På intervallerne, var jeg til sidst op og ringe på ca. 95 % af max, hvad jeg sjældent er i nærheden af, og selv de afsluttende 20 minutter foregik omkring 80-85 %, selv om belastningen, hvis jeg havde været frisk vel lå til omkring 70-75 % af max pulsen.

tirsdag den 11. december 2012

Friske ben

Efter et par dage uden træning - delvist som følge af problemer i forhold til softwaren til min hometrainer og delvist som følge af julefrokost og deraf følgende matte ben dagen efter, fik jeg endelig trænet i går. Dagen bestod af en times træning, så hård som overhovedet muligt. Den letteste måde at gøre dette på er at køre stigninger, da man relativ let kan gøre det hårdere eller lettere, såfremt det bliver nødvendigt. Jeg kørte timen med 6.2 % i gennemsnitlig stigning med ca. 19.5 km i timen svarende til ca 255 watt i gennemsnit, hvilket jeg var meget godt tilfreds med. Det letteste gear jeg har på hometraineren er 39/25, hvilket giver en hastighed på 18-19 km i timen ved 90-96 omdrejninger. Så længe procenterne holder sig på 7 eller derunder er det til at have med at gøre. Bliver det meget over 8 % i længere perioder kræver det en lettere gearing. Af denne grund er stigninger som Tourmalet, Ventoux og lignende kun muligt at køre med en hvis procentdel som gør at de reelle stigninger på omkring 12 % bliver reduceret til omkring 8-9 % - men med længder over en time, er det bestemt ikke for tøsedrenge.

tirsdag den 4. december 2012

En hård omgang

For blot nogenlunde at fornemme hvor hårdt Marmotte bliver, når jeg - som planlagt - forhåbentlig skal deltage i 2014, har jeg lagt de fire bjerge ind i min hometrainer med korrekte procenter.

Nu er det jo svært at sammenligne en hometrainer uden nogen form for frihjul, og hvor man stort set kun kan sidde ned, med en rigtig racercykel, men det giver formentlig et meget godt fingerpej om hvor hårdt det er.

Fordi jeg ikke har tilstrækkelig små gear på den cykel jeg har siddende på hometrainerne, kører jeg bjergene procentvis, og kan så ved hjælp af watt og kadance regne med frem til gearing og hastighed.

Jeg kørte således Gallibier på 1:38:00 minutter, svarende til 20,8 km i timen. Det var helt urimeligt hårdt, hvis nogen skulle være i tvivl, også selv om det kun var på 75 %, blev de sidste 5 km med 8% kørt med en puls på i omegnen af 90 %.

Havde jeg kørt det med 100 %, havde det været 335 Watt i snit og 75 % er lig med 250 watt, svarende til en fart på omkring 17 km i timen.

Min De Rosa racercykel, som jeg regner med at skulle køre La Mormosa på har en laveste gearing på 34/23 i dag, hvilket svarer til en fart på 16,8 km i timen ved 90 omdrejninger. Derfor burde det være fint, hvis jeg skiftede den ud med en 25, hvilket ville gøre, at jeg kunne køre 15,4 med 90 omdrejninger, som for mig er den kritiske kadance. Kommer det meget under bliver det for hakkende, så mellem 90 og 100 er det bedste for mig.

På torsdag regner jeg med at prøve kræfter med Alpe D'Huez, ikke er nær så lang som Gallibier, men som til gengæld har nogle mere alvorlige procenter. Det bliver interessant at se, om jeg også efter den styrkeprøve, kommer frem til det samme. Umiddelbart er det et problem, når det bliver alt for stejlt, hvilket er årsagen til at jeg kører det som en procentdel. Jeg håber dog også at køre Alpe d'Huez på 75 %

lørdag den 1. december 2012

Cipressa og Poggio

Ugen, som er en 11 timers uge, altså den hårdeste i min tre ugers cyklus, er ved at være forbi. I starten af ugen, kørte jeg blandt andet nogle af stigningerne, som Tour de France feltet kommer forbi på Korsika, Col de Bellagranajo og Col de San Martino, begge stigninger på omkring de 5 % og begge ca. 7 km lange.

Ellers har der været en del udholdenhedstræning ved omkring 240-270 watt, det er hårdt for lårene, og det virker som om jeg har en bedre vejrtrækning, end muskelstyrke i lårene, i hvert fald, et det ømheden her, som for alvor trækker tænder ud i de hårde uger.

Dagen i dag bød på de sidste 35 km på min Milano - San Remo, heraf både over Cipressa og Poggio - ikke specielt hårde stigninger, men dog alligevel nok til at få pulsen op, og køres de tilstrækkelig hårdt, lander man jo alligevel i nærheden af 280-300 watt opad, og det kan mærkes i længden.

I morgen står den så nok på Mont Ventoux. Det bliver til 75 % eller deromkring, hvilket giver et gennemsnit på omkring 240-250 watt. Gearingen er ikke lav nok til at jeg kan køre den på 100 %, men jeg skal helt sikkert igennem vinteren tæt på, og i en uge, hvor jeg er frisk, burde jeg kunne køre den omkring 80%